Vedtægter
FORENINGENS AKWAMUS VENNER – VEDTÆGTER
§ 1 Formål og hjemsted
Foreningen er privat, upolitisk og humanitær, og har som formål at forbedre vilkår og muligheder for indbyggerne i Akwamu traditionelle område i Ghana. Foreningens navn er Akwamus Venner.
Foreningen arbejder for at afhjælpe fattigdommen i Akwamu via kontingenter, gaver og frivilligt arbejde:
- Vi støtter kvinderne i deres bestræbelser på at skabe sig uddannelse og egne indtægter.
- Vi støtter deres børns grundskoleuddannelse
- Vi støtter videregående uddannelse af egnede skolebørn med særlig fokus på pigers og kvinders skolegang, uddannelse og selvforsørgelse
- Vi støtter initiativer i Akwamu til udvikling af det lokale erhvervsliv
Indsendte bidrag ud over kontingent kan øremærkes af afsenderen til opgaver som foreningens bestyrelse på forhånd udpeger.
Foreningen har hjemsted i Danmark.
§ 2 Medlemmer
Som medlem kan optages enhver som har betalt kontingent, og som vil medvirke til at opfylde foreningens formål. Kontingent gælder for det kalenderår, hvori det betales.
Juridiske personer, selskaber, erhvervsvirksomheder og institutioner mv. kan optages som medlemmer med samme rettigheder og forpligtigelser som et personligt medlem.
Familier og skoleklasser kan tegne medlemskab.
Sådanne medlemskaber sidestilles med almindeligt medlemskab med 1 stemme.
Generalforsamlingen fastsætter det følgende års medlemskontingent, som opkræves ved bestyrelsens foranstaltning.
Kontingentrestance udover 3 måneder fra fremsat påkrav medfører automatisk udmelding af foreningen.
§ 3 Foreningens regnskab
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Det samme gælder regnskab for eventuelle underudvalg.
Efter regnskabsårets udløb udfærdiges driftsregnskab over foreningens indtægter og udgifter samt status.
Eventuelle underudvalg med selvstændigt regnskab aflægger dette over for bestyrelsen senest 15. februar.
Valg af revisor sker i lige år på foreningens generalforsamling.
§ 4 Generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt, senest inden udgangen af april måned. Tid og sted fastsættes af bestyrelsen.
Generalforsamlingen indkaldes ved bekendtgørelse på foreningens hjemmeside
med mindst 30 dages varsel. Medlemmer får tilsendt indkaldelsen på den angivne e-mail adresse.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsendes skriftligt til foreningens sekretariat senest 14 dage før generalforsamlingen.
Senest 8 dage før generalforsamlingen offentliggøres den endelige dagsorden med eventuelle indsendte forslag på foreningens hjemmeside.
Medlemmerne får tilsendt dagsordenen til deres e-mail adresser.
Der kan kun træffes beslutninger om forslag optaget på den endelige dagsorden. Med dagsordenen følger en blanket til afgivelse af stemme eller fuldmagt vedrørende beslutningsforslag på dagsordenen.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender og er hvor vedtægterne ikke bestemmer andet beslutningsdygtig uanset antallet af repræsenterede stemmer.
Fuldmagter og indsendte email stemmer betragtes som repræsenterede stemmer.
Generalforsamlingen tager beslutning ved simpelt flertal i de på dagsordenen opførte sager, medmindre vedtægterne fastlægger andet.
Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, hvor betalt kontingent er registreret af sekretæren senest 3 dage forud for generalforsamlingens afholdelse.
Kun medlemmer med gyldig kvittering for betalt medlemskab kan afgive stemme.
Medlemmer med gyldig kvittering for betalt medlemskab kan ved fuldmagt repræsentere yderligere to medlemmer.
Medlemmer af bestyrelsen kan dog med fuldmagter repræsentere et ubegrænset antal medlemmer.
Afstemningen sker ved håndsoprækning efter optælling af afgivne stemmer pr. e-mail og afgivne fuldmagter.
Skriftlig afstemning kan forlanges af mindst et fremmødt medlem.
Generalforsamlingens forhandlinger føres i en protokol der skal indeholde de på generalforsamlingen trufne beslutninger.
Protokollen skal offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 14 dage efter
generalforsamlingen.
§ 5 Dagsorden
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
- Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
- Fastsættelse af det kommende års medlemskontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af bestyrelse
- Valg af suppleant
- Valg af revisor
- Eventuelt
Der kan kun træffes beslutning om forhold, der lovligt er optaget på dagsordenen.
§ 6 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer eller mindst 50 % af
medlemmerne forlanger dette og opgiver de emner, der ønskes behandlet. Med hensyn til indkaldelse, dagsorden og sted for afholdelse af generalforsamling forholdes som ved ordinær generalforsamling.
§ 7 Ledelse
Foreningen ledes af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse på mindst 3 og højst 5 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen ved almindeligt flertal.
Ved den stiftende generalforsamling vælges halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne for 1 år, således at halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år.
Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen vælger af sin midte en formand, en næstformand og en kasserer.
§ 8 Bestyrelse
Mellem generalforsamlingerne tegner bestyrelsen foreningen.
Alle sager afgøres ved almindeligt flertal.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede eller repræsenteret ved afgivet e-mail tilkendegivelser.
Bestyrelsen kan nedsætte underudvalg til løsning af konkrete arbejdsopgaver.
Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid hørende formue. Der
påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.
Bestyrelsen, der er ulønnet, fastsætter selv sin forretningsorden, og bestyrelsesmøder afholdes, når formanden eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol, der skal indeholde de på bestyrelsesmødet trufne beslutninger.
Protokollen skal offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 14 dage efter hvert møde.
Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af årsregnskab m.v. Foreningen kan ikke optage lån.
§ 9 Vedtægtsændringer
Til ændring af vedtægterne kræves, at mindst 2/3 af foreningens medlemmer stemmer derfor. Forslag til vedtægtsændringer kan kun behandles på en generalforsamling, hvis de er opført på dagsordenen.
Er 2/3 af foreningens medlemmer ikke til stede, kan bestyrelsen indkalde til ekstraordinære generalforsamling, der tidligst kan afholdes 1 måned senere.
Der skal i indkaldelsen redegøres for forslaget.
På den ekstraordinære generalforsamling kan vedtægtsændringen vedtages ved almindeligt flertal.
§ 10 Opløsning
Foreningens opløsning kan ske når mindst 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor på en i dette øjemed særskilt indkaldt generalforsamling.
Møder der ved denne generalforsamling ikke et tilstrækkeligt antal medlemmer, skal der indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling senest 1 måned efter den forudgående generalforsamling.
Ved den ekstraordinære generalforsamling kan foreningens opløsning vedtages af et flertal af de repræsenteredes stemmer.
Ved foreningens opløsning skal en eventuel nettoformue overføres til Akwamu i Ghana.
Bestyrelsen træffer beslutning om formålet.
Opdateret 6/1-2017